torsdag den 2. juli 2020

30 redegørelser om resultatlønnede konsulenter: Her er de fire ting, vi har lært

Kilde: Altinget.dk

Link: https://www.altinget.dk/artikel/31-redegoerelser-om-resultatloennede-konsulenter-her-er-de-fire-ting-vi-har-laert?

Dato: 14/6-2020


Citat;

INDSIGT: Manglende faglighed, større modspil fra botilbud og millionbesparelser er årsagerne til, at en række kommuner har hyret konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet. Få overblikket over kommunernes forklaringer til Ankestyrelsen her.



Samtlige kommuner involveret i konsulentsagen har afleveret deres redegørelse til Ankestyrelsen. Og det er nu op til Ankestyrelsen at vurdere, om det har været lovligt, når en række kommuner har benyttet sig af resultatlønnede konsulenter til at finde besparesler på hjælpen til handicappede og psykisk syge.


Ankestyrelsens vurdering er bestilt af social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), efter at Altinget tilbage i december kunne fortælle, hvordan 19 kommuner benyttede sig af eksterne konsulenter til at finde besparelser på personer med handicap og psykisk syge. Et antal der senere voksede til 31 kommuner.


Mens vi venter på Ankestyrelsens afgørelse, har Altinget gennemlæst kommunernes forklaringer på brugen af konsulenterne. Gennemgangen viser, at kommunerne har benyttet sig af konsulenterne af flere årsager.


Blandt andet fordi kommunerne efter udsagn har oplevet det svært at finde ud af, om de betaler den rigtige pris for tilbuddene og fordi botilbuddene er blevet mere professionelle i deres tilgang til prisforhandlingerne. Enkelte steder begrundes valget af de resultatlønnede konsulenter som et udtryk for økonomisk sans. Det er eksempelvis tilfældet i Silkeborg kommune.


1. Manglende faglighed skabte behovet



Flere kommuner begrunder i deres redegørelse til Ankestyrelsen, at de resultatlønnede konsulenter blev hyret ind til at varetage en opgave, som kommunens egne socialrådgivere ikke kunne klare i tilstrækkeligt omfang selv. Det er tilfældet i Nordfyns, Vejen, Ringkøbing Skjern, Randers, Kolding, Horsens og Albertslund Kommune.


I Vejen Kommune har Brorson Consult været hyret ind, fordi kommunens socialrådgivere var ”relativt nyuddannede og havde behov for et kompetenceløft på området indgåelse af kontrakter og opfølgning på disse”. I Nyborg Kommune har kommunens egne analyser vist, at kommunens ”nuværende praksis og nuværende faglige niveau medfører uhensigtsmæssige og for dyre visitationer til borgeren”.


I Randers og Horsens Kommune har man hyret konsulenterne ind, fordi den erfarne medarbejder i takstforhandlingerne med botilbuddene fik andet job eller er gik på pension. Sidstnævnte var tilfældet i Horsens, hvor kommunen efter eget udsagn manglede ”medarbejdere med erfaring indenfor forhandling med leverandørerne, når pris oversteg den fastsatte takst i rammeaftaleregi”. Og i Randers Kommune hyrede man Brorson Consult ind, da Anne Brorson, der nu er direktør i Brorson Consult, stoppede som takstforhandler i netop Randers Kommune.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar